Familie Journalen har været en tur i Rødovre for at besøge nørklerne. Og det har en ganske speciel baggrund, nemlig den at Familie Journalen i begyndelsen af februar afholdt en kreativ messe i Rødovre-hallen. Her inviterede de interesserede til at komme og strikke lapper, mens messen stod på, og så ville de gerne forære Røde Kors lapperne bagefter, så vi kunne lave tæpper af dem.
Men alle, der har lavet tæpper af lapper ved, at sammensyningen kan være lidt af et arbejde, så derfor var det skønt, at nørkleleder Bente Breinholt ikke var sen til at sige ja til, at hendes nørklere ville hjælpe med denne opgave. Men opgaven var ikke helt ligetil...
Dels var lapperne meget forskellige i mål, størrelse og tykkelse - dels var alle lapper med i en konkurrence, hvor Familie Journalen trak lod mellem dem. Det betød, at der på hver eneste lap sad et lille navneskilt, som for flere lappers vedkommende var syet på. Bente fortæller, at det tog hende og en hjælper mange timer at fjerne navnelapperne og sortere de over 2.000 lapper, der kom ind i løbet af weekenden.
Men sikke nogle flotte tæpper der kommer ud af det, og de blev vist frem med stolthed sammen med alt det øvrige nørkletøj, som de ca. 60 damer i Rødovre fremstiller løbende.